Onsdag d. 20 november blev en ung mand fremstillet for Retten i Horsens tiltalt for grov vold og besiddelse af peberspray. Retten blev præsenteret for flere forskellige udgaver af historien. 

Af Adam Rugh Høy Hansen

19. maj på Temabar i Vejle var der en konflikt på herretoilettet mellem to unge mænd i de sene nattetimer. En 18-årig mand skubbede en lyshåret ung mand og sprayede ham i ansigtet med peberspray efterfulgt af et slag med knytnæve.

I Retten i Horsens erkender den 18-årige tiltalte sig skyldig i forholdet om besidelse af peberspray, men nægter sig skyldig i forholdet om grov vold. I stedet beder hans forsvar om, at der tiltales efter straffelovens § 244, som dækker over en mildere grad af vold og har en mindre strafferamme. Han understreger samtidig, at der er handlet i selvforsvar. 

Kollision på toilettet

Overvågningsvideo viser tiltalte på herretoilettet på Temabar i Vejle, hvor han snakker med en anden fyr, da offeret flere gange henvender sig til tiltalte. Tiltalte forklarer i retten, at han følte sig provokeret, og at han trykkede offerets hånd i et forsøg på at affeje ham. På overvågningsvideoen ser man flere fyre komme ud på herretoilettet, og flere af dem henvender sig til den tiltalte. Den 18-årige fyr fortæller retten, at de otte fyre, der omringer ham, er del af en gruppering i Vejle, han tidligere har følt sig truet af.

Den lyshårede unge mand går helt op i hovedet på den 18-årige tiltalte, ser man på videoen, og det eskalerer, da tiltalte skubber offeret væk for derefter at spraye ham i ansigtet med peberspray og slå ham i hovedet med en knytnæve. 

Da offeret skal vidne for retten, lægger den lyshårede unge mand ikke skjul på, at han ikke kan huske meget fra hændelsen, fordi han havde været meget fuld. Han kigger på billeder, politiet tog af ham efter episoden, og han bekræfter, at han havde røde øjne og en bule på kinden.

Hvem kender hvem?

Både anklager, forsvarer og dommer besøger gentagne gange spørgsmålet om relationerne mellem de unge mænd på toilettet. Offeret siger, at han kun kender én anden person på videoen fra toilettet, nemlig en langhåret kollega, han har været i byen med. 

Man ser på videoen en fyr med mørkt, krøllet hår, der stikker hovedet ind og henvender sig til tiltalte, mens han taler med den lyshårede. Ifølge tiltalte siger han “Hvis du fucker med ham, fucker du med mig!” 

Da den krølhårede fyr vidner for retten, siger han, at han husker at være på toilettet for at tisse og vaske hænder, da han ser en konflikt under optrapning. Forsvaren bider mærke i, at han ikke når at gøre nogen af delene på videoen. Vidnet mener ikke at have sagt noget til tiltalte. Han siger desuden til retten, at han ikke kender nogen af de andre fra overvågningen.

Retten er udsat til 12. december kl. 13:00, hvor det forventes, at der bliver afsagt dom.