Maria Vogt bor i huset, hendes mor, Bodil Madsen, døde i for syv år siden. Hun fortæller om alle årene med smerter, der drev Bodil til træffe et sidste valg.

Af Adam Rugh Høy Hansen

30. august 2019

Jeg har ikke fået sms’en fra min mor kl. 10. Jeg kører ud til hende, og alle gardiner er rullet ned. Jeg ringer på, og der sker ikke noget. Jeg går om i haven, og der ligger væltede planter. Da jeg finder ekstranøglen, som hun dengang fortalte mig om, lukker jeg mig ind. Der ligger en kattelort på gulvet. Jeg går ovenpå, og for enden af gangen står døren til hendes soveværelse åben. Solen skinner ind. Jeg ser hende ligge i sengen, som om hun sov. Håret er sat, make-up’en er lagt. Hendes hånd ligger på mit dåbsbillede, og på natbordet ligger et brev. 

Juli 1997: Trafikulykken 

Min mor bliver kørt ned, mens jeg bor i Schweiz. Mor kører på knallert, bliver blændet af solen og kører ud foran en bil. Det går værst ud over benet, og hun får Hoffmanns apparatur på for at stabilisere det. Hun må førtidspensioneres.

Set i bakspejlet tror jeg, min mor, som jeg kendte hende, døde den dag.

Jeg rejser til Danmark for at hente hende, da hun bliver udskrevet, og jeg hjælper hende fra september 97 til marts 98. Jeg arbejder 12 timers vagter lørdag og søndag og passer mor i hverdagene. En veninde hjælper hende i weekenden. 

I maj skal hun til kontrol, og benet er ikke helet, som det skal. Hendes ben står til at skulle amputeres lige under knæet. Det kunne mor slet ikke være i. En læge foreslog at forsøge med et Ilizarov-apparatur, som bruges til at forlænge ben på folk med dværgvækst. Det var meget smertefuldt, men der var håb forude. Hun har stativet på et år, men benet er stadig tre cm for kort. 

Februar 2002: Hjem til Danmark

I Schweiz har jeg fået min søn David med manden, jeg skal skilles fra. Da jeg fortalte min mor året før, jeg skulle skilles, var der ikke noget, “hvordan går det? Hvordan har du det?” Jeg kunne ringe hjem og fortælle, hvordan jeg havde det, men min mor viste ingen interesse for, hvordan det var at stå i en skilsmisse 1.200 km hjemmefra. 

Jeg flytter til Vejen og kommer tættere på mor. Hendes smerter tager til, og hun begynder at trække sig fra det sociale. Hun har ikke rigtig overskud til sine veninder, og de har ikke overskud til hende. Hun kommer ikke ud, så hun kan kun snakke om det, der er i tv’et, og om hvor ondt hun har. Og det bliver folk altså trætte af. 

Da David og jeg har været hjemme knapt et år, aftaler vi, at mor får ham hver anden weekend. Så får hun to lyspunkter i måneden, hvor hun er ‘bedste’. Men hun isolerer sig mere og mere. Én gang om ugen er hun i Brugsen, og én gang om måneden i Bilka med sin kusine. 

I 2004 falder jeg om med et stressrelateret hjertestop og må sygemeldes fra min uddannelse. Min mors svar var, “Hvad skal jeg så sige, du laver?” Det var en stor skuffelse i mit liv – hun var ikke den mor, der var engang. 

2002-2007: Fem timer

Jeg så ikke hvor slemt det var med smerterne, og jeg fik pip over at høre om dem. Nogle gange sad jeg i dagligstuen og så fjernsyn, mens hun snakkede om, hvor lidt hun havde sovet, og hvor meget hun havde kastet op. Hun blev irriteret over, at jeg var irriteret. Men jeg kunne ikke gøre noget ved selve problemet. 

Min far fortæller om dengang, hun savede en finger af på en maskinsav som ung. Hun fældede ikke en tåre. Han mener, jeg skal overveje, hvor ondt hun egentlig har.

På et tidspunkt beder hun mig om hjælp til at skaffe flere sovepiller, fordi hun var bange for at løbe tør for dem. Jeg svarer, at dem har hun jo på recept.

Hun gjorde meget ud af at fortælle om sine rutiner, og jeg tænkte, at det rager mig en høstblomst. Om morgenen stod hun op ved 5-6-tiden, luftede ud, tømte kattebakker, var i bad. Inden hun gik i seng drak hun en lille kop kaffe og spiste et halvt æble. Det andet halve æble lagde hun med den afskårne side nedad, så det ikke blev brunt, og hun kunne spise det om morgenen. 

Fra 2002-2007 sover min mor fem timer i døgnet.

2007-2012: Halvanden time

I 2000 begik et af hendes tidligere dagplejebørn selvmord. Vi begravede ham på hans 24-års fødselsdag. Min mor fortæller mig senere, at hun flere gange har tænkt over, at han havde truffet en modig beslutning. Jeg siger til min mor, at når man har fået gaven livet og vælger det fra – det er kujonagtigt. 

På tv så mor nogle dokumentarer. Da hun har set en om selvmord, siger hun: “Er du godt klar over, hvor mange, der tager smertestillende og kvæles i deres eget bræk? Folk tror, de sover ind, men sådan fungerer det ikke med smertestillende. Det ødelægger din lever.”

Engang siger mor: “Jeg har David og dig. Det er det, der holder mig oppe. Men når man ikke sover ret meget, når man står op og har ondt og ikke kan passe huset og haven. Så kan man tænke – er det sådan, det skal være?” Jeg svarer, at sådan er det for hende – det var et vilkår. Jeg foreslår hende at flytte et sted hen, hvor hun kunne få lidt hjælp. Det ville ikke fjerne smerterne, men det kunne fjerne nogle praktiske udfordrringer. Men mor er en stolt kvinde, der tager ære i sin selvstændighed.

Hun beder mig nogle gange om at tage kasser med, når jeg kommer forbi. Hun giver mig nogle smykker, som jeg først skulle have, når hun ikke var her længere. Hun forklarer, at hun ér ved at rydde op ovenpå. Jo mindre hun skal slæbe ned, jo bedre. Nå ja, logik for burhøns. 

Fra 2007-2012 sover min mor halvanden time i døgnet.

August 2012: Den sidste uge

25. august er jeg forbi min mor. Jeg har kage med, men mor vil ikke have resterne, fordi hun ikke får dem spist. Hun fortæller, at hun bedre og bedre kan forstå min bedstefar. Han isolerede sig, efter han brækkede ryggen som 47-årig. Hun siger: “Når man har ondt, har man svært ved at rumme sig selv. Og jeg har også svært ved at rumme jer. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer, men når jeg har så ondt, kan jeg til sidst ikke engang koncentrere mig om, at du siger en sætning.”

27. august ringer jeg til hende og plager hende om at tage nogle orkideer, jeg har, som er ved at gå ud. Tidligere har jeg haft planter på ferie hos hende til pleje og kærlighed, men denne gang ville hun ikke tage imod dem. Det skulle jeg lære. 

13. november 2019: Misforstået omsorg

Ved selvmord er der en skygge, og det er som om, den døde skal ties ihjel. Men folk skal ikke være bange for at gøre os mere kede af det, og de skal ikke forsøge at fjerne ens følelser. Man skal have lov til at være i dem.

Jeg fik ikke lov til at bruge ordet skyldfølelse. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg var irriteret på hende, når hun snakkede om sine smerter. Har hun følt, at hun var en byrde for mig – var jeg udløser? Der er gået syv år, inden jeg kunne sige det højt til nogen. 

En gang imellem kommer den op i mig – var vi virkelig ikke værd at leve for? Jeg ved, at det ikke er det, det handler om, men man vil gerne få tingene til at give mening. Én ting er smerterne, men der findes mennesker, der lever med smerter hele deres liv uden at begå selvmord. Men min mor kunne ikke rumme mig. Hun kunne ikke rumme sig selv. Hendes liv begyndte at rinde ud, den dag hun tog beslutningen om, at hun ikke ville mere. Så kunne jeg have gjort nok så meget og været nok så god en datter, men det havde ingen forskel gjort.