Retten i Horsens: Ung mand tiltalt for grov vold og våbenbesiddelse

Onsdag d. 20 november blev en ung mand fremstillet for Retten i Horsens tiltalt for grov vold og besiddelse af peberspray. Retten blev præsenteret for flere forskellige udgaver af historien. 

Af Adam Rugh Høy Hansen

19. maj på Temabar i Vejle var der en konflikt på herretoilettet mellem to unge mænd i de sene nattetimer. En 18-årig mand skubbede en lyshåret ung mand og sprayede ham i ansigtet med peberspray efterfulgt af et slag med knytnæve.

I Retten i Horsens erkender den 18-årige tiltalte sig skyldig i forholdet om besidelse af peberspray, men nægter sig skyldig i forholdet om grov vold. I stedet beder hans forsvar om, at der tiltales efter straffelovens § 244, som dækker over en mildere grad af vold og har en mindre strafferamme. Han understreger samtidig, at der er handlet i selvforsvar. 

Kollision på toilettet

Overvågningsvideo viser tiltalte på herretoilettet på Temabar i Vejle, hvor han snakker med en anden fyr, da offeret flere gange henvender sig til tiltalte. Tiltalte forklarer i retten, at han følte sig provokeret, og at han trykkede offerets hånd i et forsøg på at affeje ham. På overvågningsvideoen ser man flere fyre komme ud på herretoilettet, og flere af dem henvender sig til den tiltalte. Den 18-årige fyr fortæller retten, at de otte fyre, der omringer ham, er del af en gruppering i Vejle, han tidligere har følt sig truet af.

Den lyshårede unge mand går helt op i hovedet på den 18-årige tiltalte, ser man på videoen, og det eskalerer, da tiltalte skubber offeret væk for derefter at spraye ham i ansigtet med peberspray og slå ham i hovedet med en knytnæve. 

Da offeret skal vidne for retten, lægger den lyshårede unge mand ikke skjul på, at han ikke kan huske meget fra hændelsen, fordi han havde været meget fuld. Han kigger på billeder, politiet tog af ham efter episoden, og han bekræfter, at han havde røde øjne og en bule på kinden.

Hvem kender hvem?

Både anklager, forsvarer og dommer besøger gentagne gange spørgsmålet om relationerne mellem de unge mænd på toilettet. Offeret siger, at han kun kender én anden person på videoen fra toilettet, nemlig en langhåret kollega, han har været i byen med. 

Man ser på videoen en fyr med mørkt, krøllet hår, der stikker hovedet ind og henvender sig til tiltalte, mens han taler med den lyshårede. Ifølge tiltalte siger han “Hvis du fucker med ham, fucker du med mig!” 

Da den krølhårede fyr vidner for retten, siger han, at han husker at være på toilettet for at tisse og vaske hænder, da han ser en konflikt under optrapning. Forsvaren bider mærke i, at han ikke når at gøre nogen af delene på videoen. Vidnet mener ikke at have sagt noget til tiltalte. Han siger desuden til retten, at han ikke kender nogen af de andre fra overvågningen.

Retten er udsat til 12. december kl. 13:00, hvor det forventes, at der bliver afsagt dom.

Standard

Alt det, man ser bagefter


Maria Vogt bor i huset, hendes mor, Bodil Madsen, døde i for syv år siden. Hun fortæller om alle årene med smerter, der drev Bodil til træffe et sidste valg.

Af Adam Rugh Høy Hansen

30. august 2019

Jeg har ikke fået sms’en fra min mor kl. 10. Jeg kører ud til hende, og alle gardiner er rullet ned. Jeg ringer på, og der sker ikke noget. Jeg går om i haven, og der ligger væltede planter. Da jeg finder ekstranøglen, som hun dengang fortalte mig om, lukker jeg mig ind. Der ligger en kattelort på gulvet. Jeg går ovenpå, og for enden af gangen står døren til hendes soveværelse åben. Solen skinner ind. Jeg ser hende ligge i sengen, som om hun sov. Håret er sat, make-up’en er lagt. Hendes hånd ligger på mit dåbsbillede, og på natbordet ligger et brev. 

Juli 1997: Trafikulykken 

Min mor bliver kørt ned, mens jeg bor i Schweiz. Mor kører på knallert, bliver blændet af solen og kører ud foran en bil. Det går værst ud over benet, og hun får Hoffmanns apparatur på for at stabilisere det. Hun må førtidspensioneres.

Set i bakspejlet tror jeg, min mor, som jeg kendte hende, døde den dag.

Jeg rejser til Danmark for at hente hende, da hun bliver udskrevet, og jeg hjælper hende fra september 97 til marts 98. Jeg arbejder 12 timers vagter lørdag og søndag og passer mor i hverdagene. En veninde hjælper hende i weekenden. 

I maj skal hun til kontrol, og benet er ikke helet, som det skal. Hendes ben står til at skulle amputeres lige under knæet. Det kunne mor slet ikke være i. En læge foreslog at forsøge med et Ilizarov-apparatur, som bruges til at forlænge ben på folk med dværgvækst. Det var meget smertefuldt, men der var håb forude. Hun har stativet på et år, men benet er stadig tre cm for kort. 

Februar 2002: Hjem til Danmark

I Schweiz har jeg fået min søn David med manden, jeg skal skilles fra. Da jeg fortalte min mor året før, jeg skulle skilles, var der ikke noget, “hvordan går det? Hvordan har du det?” Jeg kunne ringe hjem og fortælle, hvordan jeg havde det, men min mor viste ingen interesse for, hvordan det var at stå i en skilsmisse 1.200 km hjemmefra. 

Jeg flytter til Vejen og kommer tættere på mor. Hendes smerter tager til, og hun begynder at trække sig fra det sociale. Hun har ikke rigtig overskud til sine veninder, og de har ikke overskud til hende. Hun kommer ikke ud, så hun kan kun snakke om det, der er i tv’et, og om hvor ondt hun har. Og det bliver folk altså trætte af. 

Da David og jeg har været hjemme knapt et år, aftaler vi, at mor får ham hver anden weekend. Så får hun to lyspunkter i måneden, hvor hun er ‘bedste’. Men hun isolerer sig mere og mere. Én gang om ugen er hun i Brugsen, og én gang om måneden i Bilka med sin kusine. 

I 2004 falder jeg om med et stressrelateret hjertestop og må sygemeldes fra min uddannelse. Min mors svar var, “Hvad skal jeg så sige, du laver?” Det var en stor skuffelse i mit liv – hun var ikke den mor, der var engang. 

2002-2007: Fem timer

Jeg så ikke hvor slemt det var med smerterne, og jeg fik pip over at høre om dem. Nogle gange sad jeg i dagligstuen og så fjernsyn, mens hun snakkede om, hvor lidt hun havde sovet, og hvor meget hun havde kastet op. Hun blev irriteret over, at jeg var irriteret. Men jeg kunne ikke gøre noget ved selve problemet. 

Min far fortæller om dengang, hun savede en finger af på en maskinsav som ung. Hun fældede ikke en tåre. Han mener, jeg skal overveje, hvor ondt hun egentlig har.

På et tidspunkt beder hun mig om hjælp til at skaffe flere sovepiller, fordi hun var bange for at løbe tør for dem. Jeg svarer, at dem har hun jo på recept.

Hun gjorde meget ud af at fortælle om sine rutiner, og jeg tænkte, at det rager mig en høstblomst. Om morgenen stod hun op ved 5-6-tiden, luftede ud, tømte kattebakker, var i bad. Inden hun gik i seng drak hun en lille kop kaffe og spiste et halvt æble. Det andet halve æble lagde hun med den afskårne side nedad, så det ikke blev brunt, og hun kunne spise det om morgenen. 

Fra 2002-2007 sover min mor fem timer i døgnet.

2007-2012: Halvanden time

I 2000 begik et af hendes tidligere dagplejebørn selvmord. Vi begravede ham på hans 24-års fødselsdag. Min mor fortæller mig senere, at hun flere gange har tænkt over, at han havde truffet en modig beslutning. Jeg siger til min mor, at når man har fået gaven livet og vælger det fra – det er kujonagtigt. 

På tv så mor nogle dokumentarer. Da hun har set en om selvmord, siger hun: “Er du godt klar over, hvor mange, der tager smertestillende og kvæles i deres eget bræk? Folk tror, de sover ind, men sådan fungerer det ikke med smertestillende. Det ødelægger din lever.”

Engang siger mor: “Jeg har David og dig. Det er det, der holder mig oppe. Men når man ikke sover ret meget, når man står op og har ondt og ikke kan passe huset og haven. Så kan man tænke – er det sådan, det skal være?” Jeg svarer, at sådan er det for hende – det var et vilkår. Jeg foreslår hende at flytte et sted hen, hvor hun kunne få lidt hjælp. Det ville ikke fjerne smerterne, men det kunne fjerne nogle praktiske udfordrringer. Men mor er en stolt kvinde, der tager ære i sin selvstændighed.

Hun beder mig nogle gange om at tage kasser med, når jeg kommer forbi. Hun giver mig nogle smykker, som jeg først skulle have, når hun ikke var her længere. Hun forklarer, at hun ér ved at rydde op ovenpå. Jo mindre hun skal slæbe ned, jo bedre. Nå ja, logik for burhøns. 

Fra 2007-2012 sover min mor halvanden time i døgnet.

August 2012: Den sidste uge

25. august er jeg forbi min mor. Jeg har kage med, men mor vil ikke have resterne, fordi hun ikke får dem spist. Hun fortæller, at hun bedre og bedre kan forstå min bedstefar. Han isolerede sig, efter han brækkede ryggen som 47-årig. Hun siger: “Når man har ondt, har man svært ved at rumme sig selv. Og jeg har også svært ved at rumme jer. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer, men når jeg har så ondt, kan jeg til sidst ikke engang koncentrere mig om, at du siger en sætning.”

27. august ringer jeg til hende og plager hende om at tage nogle orkideer, jeg har, som er ved at gå ud. Tidligere har jeg haft planter på ferie hos hende til pleje og kærlighed, men denne gang ville hun ikke tage imod dem. Det skulle jeg lære. 

13. november 2019: Misforstået omsorg

Ved selvmord er der en skygge, og det er som om, den døde skal ties ihjel. Men folk skal ikke være bange for at gøre os mere kede af det, og de skal ikke forsøge at fjerne ens følelser. Man skal have lov til at være i dem.

Jeg fik ikke lov til at bruge ordet skyldfølelse. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg var irriteret på hende, når hun snakkede om sine smerter. Har hun følt, at hun var en byrde for mig – var jeg udløser? Der er gået syv år, inden jeg kunne sige det højt til nogen. 

En gang imellem kommer den op i mig – var vi virkelig ikke værd at leve for? Jeg ved, at det ikke er det, det handler om, men man vil gerne få tingene til at give mening. Én ting er smerterne, men der findes mennesker, der lever med smerter hele deres liv uden at begå selvmord. Men min mor kunne ikke rumme mig. Hun kunne ikke rumme sig selv. Hendes liv begyndte at rinde ud, den dag hun tog beslutningen om, at hun ikke ville mere. Så kunne jeg have gjort nok så meget og været nok så god en datter, men det havde ingen forskel gjort.  


Standard

Natteravnene i Harlev vil vise unge, at fodbold er sejere end at smadre vinduer

Efter en periode med hærværk og uro i byen blev lokalforeningen Natteravnene i Harlev stiftet. Siden sommeren ’16 har de gulklædte ravne passet på byens unge, men det er svært rekruttere nye medlemmer. 

Af Adam Rugh Høy Hansen

Indenfor døren i HIK’s klubhus hænger de gule Gore-Tex jakker, som lyser op i Harlevs natteliv, når Natteravnene i Harlev er på tur. Ved bordet har Bjarne sat sig tilbagelænet i stolen og med armene bag hovedet. Han har smækket benene op på bordet, og han har støvler på, der kan modstå lidt af hvert. “Det er tit de unge, der får skylden for at lave uroen. Men de unge skal jo have lov til at være her. Og vi har også selv kørt knallerter og sparket til postkasser,” siger Bjarne Nørgaard, som er formand for Natteravnene i Harlev. 

Bjarne Nørgaard er formand for Natteravnene i Harlev. Siden juni 2016 har de gået ture i byen flere gange om ugen med formålet at passe på byens unge.

Langt de fleste af de unge, ravnene møder, er super søde, siger Bjarne. Men alligevel har de en vigtig plads i gadebilledet. For mange unge kan det ifølge Bjarne være spændende at flirte med ballademagerne, og det kan være sjovt at prøve grænser af og smadre noget. Her griber ravnene ind: “For at sige det helt firkantet prøver vi at præge de unge til, at det er sejere at spille fodbold, end det er at smadre vinduer.”

Når Natteravnene i Harlev har været på tur, er det ikke en fiasko, når de ikke har oplevet noget. Tværtimod. Bjarne sammenligner ravnene med politimesteren i Kardemommeby. Han går rundt i byen og hilser på folkene, og møder han ingen røvere, har det været en god dag. Ser ravnene nogle unge, der kører uhensigtsmæssigt på scooter, får de fat i og tager en snak med dem. “Der er rigtig mange voksne, der dømmer unge, fordi de simpelthen ikke tænker sig om. Deres hjerner er ikke færdigudviklet, og konsekvenstænkningen kommer først en gang i 20’erne.”

Natteravnene i Harlev opstod som en akut reaktion på en sommer, der havde været hård ved byen. Skolen havde været udsat for hærværk, og scootere blev brændt af. Det skabte uro i byen, og uroen vakte utilfredshed blandt byens borgere. I Harlev følte man ikke, at politiet havde hånd om situationen, og da nogle var i dialog med selvtægtsgruppen Sons of Odin, var flere Harlev-borgere enige om, at der måtte gøres noget. 

“Hvis først man får hidset sådan her en by op til at begå selvtægt, vil tryk avle modtryk,” siger Bjarne. Til det stiftende møde 24. juni 2016 var der over 50 borgere, der meldte sig frivilligt som ravne. 

De gule jakker lyser op i nattelivet landet over. Ifølge Natteravnenes Landssekretariat er der 4.000 natteravne spredt ud på 170 lokalforeninger i Danmark. 

Bjarne oplever, at frivilligånden hos Natteravnene er tilbagegående. Han savner flere, der tager ansvar og melder sig som ravne. “Det er den fritidsaktivitet, der er nemmest at få tid til, for du bestemmer fuldstændig selv, hvor mange ture du går, hvornår du går, og om du går. Du kan springe helt over, hvis der er en periode, hvor du ikke orker,” siger han. Selvom de i Harlev er mange ravne sammenlignet med andre østjyske natteravnsforeninger, ville de have mulighed for at gå flere ture, var de flere. 

Én sommer havde de svært ved at få det til at hænge sammen i foreningen, og der blev ikke gået mange ture. “Når katten er ude, spiller musene på bordet,” siger Bjarne, som dog fastslår, at Harlev ikke ville være ragnarok uden ravnene. “Det betyder ufatteligt meget for mennesket at føle sig tryg, og vi giver byen en tryghedsfølelse.” For Bjarne selv betyder det meget, at hans søn som seks-årig kunne gå hjem langs stierne i mørket.

Formanden har på forskellig vis forsøgt at rekruttere nye ravne. Han og to andre ravne trak i de gule jakker og mødte op ved et lokalt cykelløb. “Det var faktisk pinligt, for jeg kendte over halvdelen af dem, der var der. Ingen ville kendes ved mig. Og det var fordi, de var bange for at blive shanghajet,” siger han. 

“Vi skal blive bedre til at sælge vores budskab, så folk kan se, hvad vi egentlig gør. Jeg synes, at alle bør yde i et samfund. Hvis flere melder sig, betyder det, at flere har forstået konceptet og tager ansvar for de unge ude i byen.”

Standard

“Der er ikke ret mange i Danmark, som bor i et blikskur”

Hannah mener, at vi får meget foræret i Danmark. Trods udfordringer har mange brasilianere en særlig livsglæde.

Af Adam Rugh Høy Hansen

Ifølge Hannah har mange brasilianere en særlig gnist og gejst, vi ikke har i Danmark.

For godt 15 år siden flyttede Hannah fra Brasilien til Danmark med sin mor. Hun har derfor tilbragt meget af sin opvækst i Danmark. Der er på mange måder langt fra det eksotiske land med karneval, regnskov og farverige frugter til kartoffellandet Danmark. Hannahs første erindring fra Danmark er at drikke en appelsinjuice i Københavns Lufthavn: “Den var sur ad helvede til. Jeg hældte den ene efter den anden efter den tredje pose sukker i. Så mit første møde med Danmark var virkelig sådan, ‘hey, der er ét eller andet, der er anderledes her.’”

Hannahs mor har ti søskende, mange af dem med børn, og Hannah har derfor et hav af mostre, fætre og kusiner. Hun finder det uoverskueligt at holde sig opdateret på deres liv, når der er så mange af dem, og de bor på den anden side af jorden. Hannah forsøger dog at skrive på fødselsdage og til højtider. I Brasilien boede Hannahs familie tæt på, men da hun flyttede til Danmark, kom hun til at bo i Randers, mens hendes danske familie boede på Sjælland. 

I Brasilien havde Hannahs mor to jobs. Det var nødvendigt, for at hun kunne sende Hannah i en god skole og betale hendes gymnastikundervisning. Ifølge Hannah får vi meget serveret I Danmark: “Der er ikke ret mange forældre i Danmark, tror jeg, som er nødt til at arbejde to jobs for at få basis til at hænge sammen.” Men Hannah mener ikke nødvendigvis, at vi har det bedre i Danmark. Det kommer an på, hvordan man definerer at have det godt. “Snakker vi om økonomi og levestandarder, så er det klart bedre her. Vi er ikke ret mange i Danmark, som bor i et blikskur,” siger Hannah.

Hannah beskriver sin mor som en arbejdshest: “Jeg har tit kigget på min mor og været sådan ‘hvor fanden får du den der energi fra?’” Hun siger, at på trods af, at mange brasilianere umiddelbart er skeptiske og pessimistiske, finder de værdi i at kæmpe for at få det bedre. De finder en gnist og en gejst i at arbejde ekstra. Hannah tror, at for at finde glæde, kan forudsætningen være at have det lidt stramt. Hun spørger, “hvad vil det sige at have det godt? Er det, at man har mad på bordet og ikke mangler noget, eller er det at kunne finde glæde på trods af, at man mangler de der ting?”

Standard